Er jeg klar?

  • 2 minutters læsning

Er jeg klar?

Min rejse består af glæder, frustrationer, spænding og en MASSE kærlighed og fantastisk energi – læs de sidste ord to gange, for det er uden tvivl disse følelser der dominerer ved mig lige nu.

Jeg har valgt at takke ja til et tilbud i september, og jeg glæder mig som et lille barn.
Det lyder som noget meget stort, men essensen i det er, at det er et tilbud, der tager mig tilbage til barndommen – ikke et tilbud som måske lyder af så meget i andres øre, men et tilbud som gør mig glad helt ind til benet.

D. 11 og 12. September skal jeg til mit dejlige Fyn og stå med min helt egen designstand på det årlige Egeskov Marked ved Egeskov Slot. Jeg er ubeskriveligt spændt og gør mig allerede så småt klar med diverse forberedelser – kan jeg mon klare at time mit lager ordentligt, så jeg har alle modeller og produkter klar? Vil jeg på nogen måde kunne være på linje med de andre, der er med? Er jeg god nok og er mit design fint nok?
Igen dukker min lille usikkerhed op – som heldigvis bliver bedre dag for dag.

Mine T-shirts, hoodies, muleposer og mere vil være på Egeskov Marked ,og jeg vil gøre alt i verden for, at dagene bliver fantastiske – faktisk vil mit fokus til disse dage være højt humør og store smil – selvfølgelig også salg – men mest af alt en masse glæde.

Ja, jeg ELSKER handel og forretning, men jeg ELSKER kærlighed, glæde og varme kram, mindst lige så højt. Dagene der venter vil tage mig tilbage til min elskede barndom, hvor jeg kan mindes en masse kærlighed og familiehygge i den fynske, skønne natur – det er nemlig 90% af den her årlige begivenhed, hvis I spørger mig!

Jeg håber virkelig at se en masse dejlige mennesker. Mine sommerfugle ligger nemlig i lag i min mave… Egeskov Markedet dækker over 2 dage og er ALT værd, hvis man som jeg er ET stort familiemenneske, sensitiv og har et stort behov for dejlige relationer - om end man er familie af blod eller blot hjerte.

Jeg slutter dette blogindlæg af med endnu engang at takke jer for alt – jeg kan virkelig sige, at min drøm er gået i opfyldelse – nu er den ikke bare ved at gå i opfyldelse – de sidste uger er gået så vildt, at jeg tør gå så langt og sige, at den ER brudt igennem.

De varmeste, bedste og mest taknemmelige kram
Mette

Find produkt

z